Kunstnergaarden


      Vision
 



Visionen er, at Kunstnergaarden skal blive det kulturelle omdrejningspunkt i Dianalund.

Formanden for Saltofte Larsen Fonden, Rune Glyholt, tog i 2008 initiativ til, at etablere en projektstyregruppe, hvis mål var at renovere, drive og vedligeholde Kunstnergaarden, så den kunne blive et attraktivt samlingspunkt for mangeartede kulturelle aktiviteter.

Projektstyregruppen har med held, flid og støtte fra lokale sponsorer renoveret stuehuset, så det i dag fremstår som Kulturhuset, hvor der sommeren igennem er udstillinger med skiftende kunstnere, og andre kulturelle arrangementer som f.eks. koncerter og foredrag. Projektstyregruppen har arbejdet med mange initiativer og projekter, men ophørte i efteråret 2015 ved stiftelsen af Foreningen Kunstnergaarden, hvis hovedformål er at sikre, at Saltofte Larsen Samlingen fortsat kan fremvises for interesserede.

Foreningens bestyrelse varetager planlægning og afvikling af den daglige drift sammen med et hold frivillige og opretholder kontakten til sponsorer i lokalområdet, som støtter Kunstnergaardens fortsatte udvikling. Derudover arbejder bestyrelsen på ansøgninger med henblik på at søge fonde til de mere omfattende projekter som f.eks. nyt tag på længerne og renovering af bygningerne i øvrigt. Fremover er det målet at Kunstnergaarden skal danne ramme om andre kunstneriske aktiviteter i form af kurser, studiekredse og arbejdende værksteder, som f.eks stenhuggerværkstedet, der blev indviet i september 2015.